fredag den 11. april 2008

Besøg af Chaula og hans kone


Et lidt dårligt billede, men vi havde ikke noget bedre. Her under aftenskaffen, hvor vi hører til hinandens liv og nyder frugter fra dette land.

I torsdags havde vi besøg af to personer, som man kunne bruge mange sider på at skrive om. Denne gang blot et lille indtryk af disse to mennesker:
Han er præst og arbejder for den lutherske kirke med undervisning af kristne rundt i landsbyerne (TEE). Konen kender vi ikke så godt endnu, men hun fortalte at hun lige var kommet hjem efter en tur i en landsby, hvor hun sammen med 15 kristne kvinder havde været rundt for at snakke med mennesker om livets problemer og give dem hjælp til også åndelige vanskelligheder. På denne dag havde hun oplevet at to mennesker ønskede at blive kristne, flere forældre ønskede at få deres børn døbt, og flere muslimske familier havde taget imod dem meget positivt, og takkede for det de havde mødt og snakket om.Ud over deres daglige arbejde, har de taget mange børn til sig, som er blevet forældreløse. Om aftenen sidder de ofte 17 og spiser sammen. Det kan nogen gange knibe at finde sovepladser til dem allesammen! Det problem løser de i skolernes ferier, ved at sende halvdelen af børnene ud til den landsby, hvor de har markerne. Der bor de så nogle uger, hvor markerne gøres klar til såning og de store børn tager sig af de små.

Forældrene formår at sende alle børn i skole (her i landet er det ikke gratis), flere går også i gymnasiet, og nogle er nu klar til at starte på universitetet. Sammenlagt skal de betale rigtig meget for deres børns skolegang, men de prioriterer det meget højt, og stoler på at Gud nok skal hjælpe dem med pengene. Chaula fortalte at han flere gange har oplevet, at pengene slipper op, men så kommer der alligevel pludselig uventede beløb!

Ingen kommentarer: