søndag den 31. august 2008

Solskinsfyldt, skøn søndag


Efter en dejlig gudstjeneste i Tarm Frimenighed tog vi en cykeltur langs med Skjern Å. Vi kom rigtigt ud på landet (nogen synes måske Tarm er langt ude på landet ;-) ) og for nogle blev det deres første møde med en mejetærsker funktion, mens andre nød lugten af ny høstet mark. Det blev en vidunderlig tur på omkring 10 km - det er ikke sidste gang vi gør det!


Da vi kom ind til byen igen, kørte vi lige forbi det hus vi nok køber om et par dage. I nærheden er der en legeplads. Her slapper Christoffer af og nyder solen.


Jeg fandt en bænk i nærheden og lod de sidste sommerstråler varme mig.


Nicolai fik for en uge siden denne guitar. Det lyder bare godt når han spiller - og guitaren er også ret flot synes vi!


Frederik og Christoffer fik et trommesæt. Der bliver øvet flittigt - og naboerne har ikke klaget endnu ;-)

Ugerne går hurtigt og dermed også dagene. Vi fandt ud af efter to ugers hverdage, at vi kun kan sidde sammen alle fem til aftensmad fredag, lørdag og søndag. Snart skal vi have fat i en mikroovn Vi beklager os ikke endnu, men nyder alle de år vi i Afrika har haft mulighed for at være så meget sammen!
Poul var i ugens løb på lejrskole - se og læs på Solgårdens hjemmeside www.solgaarden.dk
På friskolen har der været sommerfest, hvor de bl.a skulle sætte en ny rekord i længst guirlande på 30 min. Alle elever deltog - de nåede ikke deres mål på 1000m, men den gamle rekord blev alligevel slået! Se evt. mere om drengenes skole på www.skrif.dk
Mine dage går også fint. Jeg ser det gode i at have tid hjemme, især når drengene kommer hjem fra skole og Poul hjem fra arbejde. Så er alle de praktiske ting klaret og vi har mulighed for at være sammen uden at skulle fare rundt i lejligheden. Vore tidligere kolleger og venner (Peder og Maria) flyttede i fredags ind i deres hus. Jeg hjalp dem lidt til med at pakke ting i kasser - for desværre er Marias problemer med ryggen blevet slemme igen :-(
Vi går selv meget og tænker i hus for tiden. Det er gået meget stærkt siden fredag i sidste uge. Måske bliver vi husejere her i Tarm i den kommende uge??
I den uge som kommer, starter Poul med møder rundt i det danske land. Lige nu ligger TZ langt væk i tankerne, så han er lidt spændt på, hvordan det kommer til at gå!
Det blev alt for denne gang.

søndag den 17. august 2008

Så er hverdagene begyndt


Vi lagde ud med en sejltur fra Århus mod Tunø - en flot invitation fra Solgården. Det blev en god sejltur på 3 timer, det blæste lidt men regnede heldigvis ikke på turen. Poul står her og fortæller, de andre på billedet er kollegaer og kollega's kone.
Der blev serveret rundstykker og kaffe ombord. På Tunø trak vi en seddel med et nummer, - personen med tilsvarende nummer skulle vi gå sammen med rundt på Tunø og fortælle i 20 minutter om vores livshistorie. Rigtig god ide, når man får nyt arbejde/kolleger! Vi fik serveret grillmad i ly for regnen ved lystbådehavnen. Derefter gik turen tilbage til Århus, og videre mod Silkeborg, hvor vi fik serveret pizza.

Ægtefæller var også inviteret med, og det benyttede jeg mig af! Her er jeg sammen med Miriam Burgdorf, som snart rejser til Peru sammen med familien, og til højre er det Tanja, som er lærer på Solgården.



De seje klatrede helt ud for at hjælpe med sejlene.

Hverdagene er begyndt. Drengene er kommet godt igang på Skjern kristne Friskole. Nicolai fortæller begejstret om sin klasselærer, og det lyder også som om det er en rigtig god klasse han er kommet i. Frederik synes også det går ok, dog nævner han af og til at der er larm i klassen - han er vist også havnet midt i mellem to brødre, som snakker temmelig meget... Christoffer fik før skolestart besøg af klasselæreren - utrolig flot af hende at komme på besøg! Han er hurtigt blevet fortrolig med buskørsel alene. Vi mærker at lærerne er meget opmærksomme på de nye elever, og nok især missionærbørn, som de har fået en del af indenfor de sidste par år - i dette skoleår hele to familier!
I løbet af sommerferien fik de lært nogle af deres klassekammerater lidt at kende, og det har også hjulpet dem med at komme godt igang. Her i Tarm bor en del drenge, som de også møder på skolen, i børne/junior/teen-klub. Så er de også i gang med fodbold alle tre, og på torsdag starter Frederik og Christoffer med trommeundervisning. Nicolai er sprunget fra guitarundervisningen, - tildels efter eget ønske, men vi forældre havde ikke noget imod at spare de knap 3000kr - og i stedet købe noget materiale, så han selv kan øve sig her hjemme.
Mine dage er foreløbig gået med at få forsikringer, registreringsattest, indmeldelser, tidsbestillinger - ja kontorarbejde og selvfølgelig alt det med børnene og huslige pligter! Poul har ikke været meget hjemme den sidste uges tid. Jeg har lige sendt ansøgningen om børnepasningsorlov til min a-kasse, og hvis alt går godt, starter min orlov 1.sep og varer i 13 uger. Det ser jeg frem til, og tænker samtidig på, hvad jeg skal give mig til i dagtimerne, så jeg også får lidt voksenkontakt/snak!

tirsdag den 5. august 2008

Sådan gik ferien


Vores bil som vi er rigtig godt tilfreds med!


Vi bor inde bag de fire flotte vinduer (som ikke er til at pudse/vaske indefra!!). Til venstre har Frederik og Christoffer et værelse som de deler. De to midterste vinduer er vores stue. Bag vinduet til højre har vi kontor og soveværelse. Nicolai's værelse, køkken, entre og bad ligger på den anden side.

Her sidder vi på terassen ved Sylvia og Arne's sommerhus, hvor vi fejrede Mirjam's fødselsdag.

Morfar fortæller historier om Storemand og Lillemand for børnebørnene. Historier som han selv digter (og som han fortalte mange gange, da vi som børn skulle puttes).

Nu er vores lejlighed ved at ligne et hjem. Vi ved hvor tingene ligger, og det meste er kommet på plads. Dog står der stadig nogle kasser i vores roderum - ting og sager som skal smides ud eller sendes til genbrug. Selvom vi fik ryddet en del op i mange kasser sidst vi var i Danmark, så er der stadig noget som vi må undre os over, hvorfor vi har gemt på det i så mange år.


Vi havde en rigtig god uge på bibelcamping, sammen med stor-familien. Det var kun min ældste søster og min bror og hans familie som ikke dukkede op den uge. Drengene nød fællesskabet med fætrene og vi voksne hyggede os også. Vi fik ikke nok af hinanden, så det blev også til et par dage i sommerhus lige efter campingugen, hvor vi på forhånd fejrede Mirjam's 40 års fødselsdag.
Siden er dagene gået med familiebesøg, begravelse (Pouls farfar døde tirsdag i sidste uge), lege hos kammerater og andre besøg.
Vi er blevet rigtig godt modtaget her i Tarm, og vi glæder os alle over, at det netop er her vi er havnet. Der er rigtig mange søde mennesker i denne by!!!
Nicolai har været til den første fodboldtræning i Skjern, Frederik skulle have startet idag, men venter til næste uge, - han havde aftalt at sove i telt sammen med Christoffer hjemme hos Annika og Silje (venner fra S'wanga-tiden). Christoffer starter først om to uger. De er alle tre kommet ind på musikskolen, så nu skal vi lige have købt et trommesæt og en guitar. Godt vi har en svoger i Ålborg, som kan hjælpe os med det. Jeg er lidt spændt på, hvad ejeren af legetøjbutikken siger til tromme-øvningerne?
På torsdag starter missionærkurset - det glæder jeg mig til. Programmet ser spændende ud, og der kommer rigtig mange mennesker (missionærer og volontører). Deltagerlisten afslører også gamle kendinge fra Iringa og Sumbawanga-tiden.
Mandag skal Poul og jeg på udflugt med Solgården. Ansatte og deres ægtefæller er inviteret til en sejltur fra Århus på et flot sejlskib. Derefter går det for Pouls vedkommende løs på mandag med arbejde og forberedelser til det kommende skoleår.