lørdag den 31. maj 2008

Farvel til Sumbawanga

Poul arbejdede i forrige uge hårdt for at få de sidste ting afviklet i vores hus i Sumbawanga. Han underviste, fik solgt, givet væk og smidt ud. Vore ansatte og andre personer, som vi har haft tæt inde på livet, kom igen for at sige farvel og hjalp ham med lidt rengøring og oprydning. Det er vemodigt og svært at sige farvel til dem - især fordi vi ved, at livet her i Tanzania er hårdt at komme igennem - fattigdom og sygdom kan nemt ramme dem. Og hvornår ser vi dem igen? Godt at vi kan bede for dem, og så er der jo stadig sms'erne... (-;
Det har ikke været så hårdt for os at tage afsked med bibelskolen og det liv som rører sig der. Måske fordi vi i løbet af det sidste år, har haft den del lidt mere på afstand rent fysisk. Vi glæder os meget over, at der kommer en ny leder på bibelskolen i denne måned. Desuden vil der til efteråret igen være en missionærenhed på skolen, idet Anne Lene og Peter Olofson efter deres orlov og sprogstudier skal flytte ind i vores hus. Peter skal undervise på bibelskolen. Det glæder vi os også meget over!
Her i Iringa har vi sagt farvel til Mai-Britt og Claus og deres børn. De har nu to måneders ferie i Danmark. Og vi har sagt goddag til Ingrid og Erik, som er kommet for tredje gang, for at vikariere på skolen. Det er dygtige og erfarne lærere, som vi sætter stor pris på.
Drengene er begyndt at spørge og snakke mere og mere om fremtiden i Danmark. Det er vel meget naturligt - også fordi vi nu har skole og bolig på plads, og dermed har noget mere konkret at forholde os til.

lørdag den 24. maj 2008

Musical fortsat


De helt rigtige rammer for kampen mellem Mattis og Borka!

Flere billeder fra musicalen


Line (Kate), Ida (Acacia), Emil (Frederik NH), Alma (Sara) og Anton (James) skal have suppe til middag. Bemærk den flotte suppeterrin (som gik i stykker på rette tidspunkt).

Ronja (Christina) og Birk (Rune) mødes i skoven.

Birk tages til fange af Mattis-røverne. Røverne fra venstre Christoffer, Sara, Eric, Marc, Rachel P, Acacia og Emil som Mattis.

De to røver-høvdinge Bork (Nicolai) og Mattis (Emil).

To af Borka's røvere: Martin og Frederik.

Flot, flot musical


Her ses hele flokken, som medvirkede på den ene eller anden måde ved musicalen "Pippi på farten".

Pippi (Mathilde) står her hjemme på Katholt. Tvebak (Marius) ligger på bænken i baggrunden.

Ida (Acacia) kom helt op i flagstangen!! Alt kan lade sig gøre, hvis bare man vil...

Emil (Frederik N-Hanssen) sidder i skuret og snitter træmænd.

De to fine te-damer som besøgte Katholt (Rachel Phillips og Rachel Hall).

I ugen som snart er gået, har eleverne øvet og øvet på musicalen "Pippi på farten", skrevet af nogle af lærerne her på skolen. Den handlede om nogle af Astrid Lindgren's figurer: Pippi Langstrømpe, Tvebak, Emil, Ida, Line, Alma og Anton, Ronja og Birk, Mattis og Borka og deres røvere. Der var lagt mange kræfter i denne musical, både blandt eleverne og lærerne. Og vi forældre og andre gæster kunne i går nyde en rigtig flot musical, hvor der heller ikke var sparet på effekter og kulisser. Tak til Den danske Skole!!

Så var der også lige...


Christoffer blev 8 år

Pakker gaver op i stuen i sit nye Arsenal-tøj

Kagemanden med lys og flag skulle også være der...

Den 17.maj blev Christoffer 8 år! Dagen blev fejret sammen med skolens elever fra 1.-6.klasse og børnehavebørnene. Han havde set meget frem til dagen, og var godt tilfreds da dagen var omme. Sammen med farmand fik han planlagt og udført forskellige lege: "fisken fra det røde hav", dødbold, fodbold og vandballon-kamp!

Jeg glemte næsten...


Frederik spiller el-bas og Emil på el-guitar.

Guitar-holdet spiller "Jeg har fanget mig en myg"

Frederik spiller også trommer

Nicolai spiller el-guitar og Christoffer bag trommerne.

Jeg glemte næsten at fortælle og vise billeder fra forårskoncerten her på skolen (eller lad os kalde det "slut-på-regntid-koncerten". Nicolai har i dette skoleår gået til guitar-spil, Frederik og Christoffer til trommer. Sammen med mange andre elever viste de, hvad de havde lært både i musiktimerne og i fritiden. De dygtige musiklærere skal have en stor del af æren for det flotte resultat!

søndag den 18. maj 2008

Lejlighed fundet

Så er det også på plads med husly! Vi skal fra 1. juli leje en 140 kvm stor lejlighed på 1.sal på Storegade i Tarm. Det er vi enormt glade for. Så er der god tid til at kigge efter hus, mens vi bor i byen.

torsdag den 15. maj 2008

Snart til Danmark...

Så kan vi også her på bloggen fortælle, at Poul har fået arbejde på efterskolen Solgården, som ligger i Tarm ved Skjern. Det er vi rigtig glade for. Han skal dog fortsat være ansat 20% af LM, og afholde så mange planlagte møder som muligt henover efteråret. Nu ved vi lidt mere om, hvor vi skal lede efter bolig, og drengene er alle tre kommet ind på Skjern kristne Friskole. Det glæder os også rigtig meget! Det ser ud som om tingene falder på plads hen ad vejen.
Jeg regner med at søge børnepasningsorlov (på Christoffer) i 4-5 måneder. Det vil give os lidt mere ro over hverdagene og forhåbentlig en mildere start på tilværelsen i Danmark. Derefter er det så min tur til at søge job (hvilket jeg aldrig før har gjort...)
Hvis du kender nogen, som enten sælger eller udlejer et godt hus/lejlighed i Tarm eller omegn, må du meget gerne sende os en mail på akpfriis@gmail.com

Afsked


Vi nåede også at besøge Marco (som arbejder med TEE) og hans kone mama Grace (som ses i baggrunden). Marco havde før jul et uheld på motorcyklen, hvilket fysisk har taget tid at komme over. Nu har han kun lidt ondt i ryggen. Dagen efter dette besøg skulle han til Mpanda for at undervise. Busserne gik ikke, så han valgte at få lift med en privatbil. Bilen forulykkede (trillede rundt tre gange). Han havde fået en del knubs og ondt i hovedet, men ellers skete der ham ikke noget. Han var dog ikke i stand til at fortsætte turen for at undervise. Vær med til at bede for ham, at han ikke må miste modet. Mange ulykker har ramt ham, siden han blev alene med dette TEE arbejde.

De to kokke på bibelskolen mama Amina og mama Kalinga kom også med gaver og de sidste farvel-ord. Dem har vi kendt siden vi flyttede ind på bibelskolen i dec 2001.

Vore ældre naboer (og lærerkollega) står ude i majsmarken og vogter. De har fået stjålet mange majs, og nu skal det være slut. Fra mørkets frembrud (ved 19-tiden) til over midnat gemmer de sig i marken og er klar til at jage tyve på flugt.

Hjemme i den tomme stue hvor vore ansatte kom for at sige farvel.

Farvel


Drengene sammen med vores havemand Ndambo. Ham havde de det altid sjovt med.

Til afskedsfesten på bibelskolen fik jeg dette stykke batikstof af kvindegruppen (bestående af præstekoner, kokke og chaufførens kone).

Staff-members - billedet taget efter afskedsfensten. Fra venstre viceskoleleder, undervisningsleder, præst Kasitu, chaplain og præst Sikombe, kassereren Kalinga, præst Mbao, missionær Poul og skolelederen og præst Silungwe. Poul fik den fine staff-bluse i gave. Titlerne er vigtige i dette land!!

Alle elever kom hjem til os for at sige farvel. Pouls sidste hold på bibelskolen.

Overraskende for os at mama Pendo og Mathias også kom for at sige farvel og havde gaver med til os. Begge har i gennem flere år arbejdet hos missionærer.

Billeder fra afskedsweekenden


Vores hushjælp gennem snart 8 år mama wawili, hvilket betyder tvillingemor. Her står hun sammen med sit barn nr. 4


Mama Maiko og Sipanje - vore tidligere naboer, skoleleder og venner.

Drengenes legekammerat Edi. Efter skoletid mandag kom Edi for at lege med drengene for sidste gang. Selvom der var gået et år, kunne de fint finde sammen og have det sjovt. Sproget gav dem lidt problemer, men Nicolai husker alligevel en del swahili.

søndag den 11. maj 2008

Afskeds-weekend

Vi befinder os nu i Sumbawanga alle fem. Turen herover i bil i går gik fint. Jeg havde allieret mig med en mand, som skulle hjælpe mig, hvis jeg blev træt under den 11 timer lange køretur. Han hjalp mig også med at køre ca 100 km, men jeg måtte også hjælpe ham en del. Blandt andet drillede gearerne ham meget (faktisk måtte jeg forklare ham, hvordan de lå i forhold til hinanden, og hvilke gear det var bedst at bruge op ad bakke!). Det gik ok, men jeg måtte hurtigt overtage rattet, for at vi ikke skulle komme alt for sent frem.
Dejligt var det at se vort hjem igen. Drengene sagde kort tid efter ankomsten, om vi ikke kunne blive her i Sumbawanga et år mere. Det er jo bare godt, at stedet giver dem gode og positive minder!
En halv time efter ankomsten, var vi inviteret til aftensmad hos vores tidligere "tilkalde hushjælp" mama Neema. Jeg har før omtalt hende. Hun havde tilberedt et rigtigt lækkkert festmåltid (og dermed brugt mange af sine penge!!). Det var dejligt at se hende igen, men sørgelit at tage afsked med hende. Hendes mand er alkoholiker, og hun har meget andet at kæmpe med, hvad angår hendes børns skolegang og videreuddannelse. Hun græd meget, da vi sagde farvel - og det gør ekstra ondt, når vi ved, at vi nok ikke kommer til at se hende igen på denne jord.
I morges var vi til gudstjeneste her på bibelskolen. Der er jo ikke mange elever på skolen for tiden, da man har valgt kun at have en klasse indtil august, det mærkede man også til gudstjenesten. Mange elever kom i løbet af dagen for at hilse på os og få en snak.
I eftermiddags kom vore ansatte (to nattevagter Kawimbe og Chiwanga, hushjælperne mama wawili og mama Rose - vores havemand Ndambo var syg). Vi havde en hyggelig eftermiddag. Fik snakket lidt og taget afsked. De overrakte os gaver - Poul fik en flot skjorte og jeg fik en kitenge (det klassiske stykke stof som kvinder her i landet bærer). Det var hårdt for vores hushjælp "mama wawili" (betyder tvillingemor) at sige farvel - hende har vi været meget glad for i alle de 8 år hun har arbejdet hos os. Drengene var kede af, at vores havemand ikke kunne være med. Ham husker de som en sjov og kærlig mand. Vi håber at kunne møde ham, inden vi rejser tilbage til Iringa på tirsdag.
Så er vi lige kommet hjem fra endnu et besøg. Vore venner (den tidligere skoleleder og hans kone) aflagde vi et besøg, efter at have spist aftensmaden på stam-restauranten Country Club. Som altid hyggede vi os og snakken gik godt. Deres børn var drengenes legekammerater, mens vi boede her i Sumbawanga. De havde også forberedt en flot gave til os - vi fik hver en skjorte, syet i det typiske stof her fra landet.
Nu er det sengetid. Vi har sovet godt i vore gamle senge - også drengene! Dette skriver jeg, fordi vi hører, at "nogen" har sagt, at vi flyttede fra bibelskolen til Iringa, fordi drengene blev forstyrret af onde ånder på deres værelse om natten! Det har vi aldrig mærket noget til - og morer os lidt over, hvilke rygter der kan gå!
Imorgen er der afsked med dem her på bibelskolen, om eftermiddagen afsked med kirkens ledelse, og om aftenen tager vi et smut ind til Marco og hans familie for at sige farvel. Marco har arbejdet sammen med missionærer i rigtig mange år. Han arbejder nu med TEE, som har været hans område i mange år.
Billeder fra alt dette kommer senere, når vi er i Iringa igen.
Glædelig pinse!

søndag den 4. maj 2008

Næste omgang


Zebraen med sår på maven.


Et stort og gammelt baobabtræ. Hullet i midten er lavet af elefanter, som spiser af træet i tørtiden.


Hygge omkring bålet på den gode og simple campingplads udenfor Ruaha.

Det varede ikke så mange dage - altså det med at vi alle fem var friske. Nicolai, Frederik og sidst Christoffer har lige haft en omgang opskastning. De to første nåede at blive friske til Ruaha-turen, og Christoffer holdt den gående til lørdag aften. Det var ikke så let for ham at finde ud hurtigt, når man bor i telt og alt er mørkt. Så jeg måtte i gang med at tørre op både inde i teltet og udenfor!Vi kørte hjem lidt før planlagt, men det var ikke forgæves at tage turen. Vi fik set alle de almindelige dyr, og denne gang begejstredes vi over nogle få detaljer ved dyrene. Vi så fx en zebra med et stort åbent sår på maven - sikkert efter angreb af en løve, og i floden var to flodheste i gang med at parre sig. Sylvia og Arne blev i parken en dag mere, så vi håber de får endnu flere dyr at se. Det er altid skønt at have nye turister med i bilen - deres begejstring og glæde ved at se også de almindelige dyr smitter af på os andre!


Poul er kommet godt frem til Sumbawanga. Han underviser en uge i denne omgang. I weekenden følger vi andre efter, for sammen at se det der i syv år var vores hjem, venner og kolleger for sidste gang.