lørdag den 31. maj 2008

Farvel til Sumbawanga

Poul arbejdede i forrige uge hårdt for at få de sidste ting afviklet i vores hus i Sumbawanga. Han underviste, fik solgt, givet væk og smidt ud. Vore ansatte og andre personer, som vi har haft tæt inde på livet, kom igen for at sige farvel og hjalp ham med lidt rengøring og oprydning. Det er vemodigt og svært at sige farvel til dem - især fordi vi ved, at livet her i Tanzania er hårdt at komme igennem - fattigdom og sygdom kan nemt ramme dem. Og hvornår ser vi dem igen? Godt at vi kan bede for dem, og så er der jo stadig sms'erne... (-;
Det har ikke været så hårdt for os at tage afsked med bibelskolen og det liv som rører sig der. Måske fordi vi i løbet af det sidste år, har haft den del lidt mere på afstand rent fysisk. Vi glæder os meget over, at der kommer en ny leder på bibelskolen i denne måned. Desuden vil der til efteråret igen være en missionærenhed på skolen, idet Anne Lene og Peter Olofson efter deres orlov og sprogstudier skal flytte ind i vores hus. Peter skal undervise på bibelskolen. Det glæder vi os også meget over!
Her i Iringa har vi sagt farvel til Mai-Britt og Claus og deres børn. De har nu to måneders ferie i Danmark. Og vi har sagt goddag til Ingrid og Erik, som er kommet for tredje gang, for at vikariere på skolen. Det er dygtige og erfarne lærere, som vi sætter stor pris på.
Drengene er begyndt at spørge og snakke mere og mere om fremtiden i Danmark. Det er vel meget naturligt - også fordi vi nu har skole og bolig på plads, og dermed har noget mere konkret at forholde os til.

Ingen kommentarer: