fredag den 14. marts 2008

God Påske!!

Så er det blevet dagen før afgang mod Danmark. Kufferterne er pakket og ligger nu på taget af landcruiseren. I morgen tidligt kl. 6 kører vi mod Dar es Salaam. Poul skal til et møde sammen med Chaula (tanzaniansk forfatter til en bog som skal udgives af Soma Biblia), Inge skal til tandlæge, Mai-Britt og Mathilde skal også til Danmark, Beinta, Dina og Lassi skal hjem igen til Tarime efter en uges skolegang her i Iringa. Så bilen bliver fyldt godt op!
Drengene bliver hjemme og skal passes af Claus, indtil Poul kommer hjem søndag.
På onsdag tager Poul, Claus og deres drenge på telt-tur til Msosa ca 100 km fra Iringa mod Dar. De har forberedt sig godt, og indkøbene er næsten klaret, så det skal nok blive godt. Det bliver vist som at leve ude i bushen - ingen rindende vand i haner, ingen strøm, et hul i jorden som toilet osv, men til gengæld en flod at bade i, flot natur, solskin og hinandens selskab. Vi piger glæder os til dansk luksus i to uger!!

Vi vil ønske jer alle en rigtig god påske! Dage hvor vi mindes, at Én måtte dø, for at et nyt liv kunne begynde - langfredag og påskedag.

mandag den 10. marts 2008

Det var så uge 10...



Lektierne bliver lavet meget lettere, når man kan sidde sammen med sine brødre i stuen - eller også er det bare hyggeligere, så pyt med at både halve og hele timer går med det!!
I ugen der gik var Poul en tur i Ruaha nationalpark. Nogle danske gæster (Ove & Lillian Mølgaard, og Ellen & Alex Nielsen) spurgte om han ville være chauffør for dem. Det ville han gerne, og de havde en god tur og fik set mange forskellige dyr - flere end vi fik set i december, da vi sidst var der!




Fredag eftermiddag var vi til skoleperiode-afslutning, eller hvad sådan noget nu hedder? Om en uge får eleverne ferie, og i den anledning var vi forældre inviteret til en mini koncert. "Sammenspils-holdet" gav nogle sangnumre, musikholdet fra 1.-4.klasse lærte os samba-rytmen og sang/spillede Kim Larsen's "Joanna", og endelig viste musikholdet 5.-8.klasse os en mini påske-musical.
Vi er imponeret over lærernes formåen. De kan få eleverne til at spille på næsten hvad som helst, og ikke mindst få dem til at synge solo... Her på skolen kommer de med jævne mellemrum til at optræde for et publikum, som tæller flere end bare deres forældre. Det er bare rigtig godt!
Senere på eftermiddagen holdt vi et loppemarked for vore ansatte her på compounden. Der var forinden blevet ryddet op i diverse containere, "store-rooms" og hvor vi ellers lægger ting og sager. Mange fik gjort sig et godt køb, og vi andre fik mere plads til de ting vi lægger til side.
Om lørdagen var vi til 40-års fødseldag. Inge blev fejret og vi nød en tur ud til Isimila, her i vore kredse bedre kendt som "jordsøjlerne".Værterne bød på koldt vand før gåturen rundt mellem søjlerne, derefter et lækkert frokost buffet-bord ude midt i landskabet, og senere et næsten sønderjysk kaffebord hjemme på skolen.
Søndag blev for Poul en arbejdsdag. Han startede kloken syv om morgenen, hvor han til den første gudstjeneste skulle prædike. Den anden og tredje gudstjeneste var også med ham som prædikant! Da han kom hjem ved 15 -tiden, var det en glad og tilfreds, men også træt far/mand vi fik hjem. Så er det godt med en lur på sofaen en halv times tid!
Om en uge er jeg i Danmark, og jeg glæder mig rigtig meget! Så der kommer nok ikke noget nyt her på bloggen, før jeg kommer tilbage i starten af april ;-)
God påske til jer alle sammen!
P.S Den 5.juli klokken 10 lander vi alle fem i Billund lufthavn!

søndag den 2. marts 2008

Fødselsdag igen!


Ugens vigtigste begivendhed var Frederik's 10 års fødselsdag. Kagerne stod klar ude på terassen, og Frederik ventede bare på gæsterne. Selvom det meste af familien bor langt væk, så kan vi kun glæde os over alle de andre bonus-medlemmer man får som missionær(familie). Vi havde ikke mindre end 30 gæster til kaffe og kage. Der blev også spillet rundbold (i regnvejr - se de truende skyer på et andet billede) og leget "fisken fra det røde hav". Ellers legede børnene sammen, store som små, og vi andre fik vendt verdens og hinandens situation(er).


Gaver var der mange af, - og alle er lige spændte! Fra venstre Rachel, Marie, Frederik N-H, Nicolai, Mikaela, fødselaren, Eric og Martin.


Det er stadig regntid her i Tanzania. Efter mange ugers regn, var det godt med en lille uge med høj sol. Men så kom regnen igen, dog ødelagde det ikke dagen for Frederik.


10 år! - livet er bare herligt. Gode brødre og kammerater! Fra venstre Frederik N-Hanssen, Nicolai, Emil, Rune og Frederik.

Poul kom godt hjem efter en uges undervisning i Sumbawanga på bibelskolen. Det blev en god uge, hvor eleverne var engagerede og havde mange spørgsmål. Han blev færdig med pensum og fik gjort eksamensspørgsmålene klar. Der blev god lejlighed til at snakke med dem i frikvartererne, og på sovesalen om aftenen. Hyggeligt og godt samvær! Efter et "vidne/sang-møde" sagde eleverne, at de gerne ville have haft Poul med, jo - de savner ham også. Han var den aften hjemme hos vores tidligere "ekstra-hushjælper" til middag. En kvinde som vi sætter stor pris på. Hun er et dejligt vidne for os, om Guds indgriben og trofasthed. Hun arbejder nu på et børnehjem. Hendes børn har hun formået at få videre i uddannelses-systemet, selvom de økonomiske forhold er meget små. Hendes mand er alkoholiker og ikke til megen hjælp hjemme. Men hun kæmper videre derhjemme og engagerer sig i menighedslivet og på arbejdet.

Eleverne taler ikke meget om hvordan det går på bibelskolen. Men andre udtaler, at det er blevet "tamt" og mindre livligt på skolen. Men det behøver ikke kun være den dårlige lærer-stab's skyld, - nu er der også kun én elevårgang på skolen, fordi kirkens ledelse har besluttet at skoleårene skal starte i august i stedet for januar. Næste gang Poul skal undervise bliver engang efter påske, måske først til maj. Flere udtrykker at det er trist at vi snart forlader Tanzania. Den samme følelse kan vi også genkende! Vi snakker af og til om de dejlige mennesker vi har lært at kende, og de oplevelser vi har haft sammen som familie. Til pinse tager vi alle til Sumbawanga for at sige farvel til kirkens ledelse, bibelskolen, vores hus og hunde, og alle de andre, som vi holder af og måske ikke kommer til at se igen på denne jord. Samtidig tænker vi mere og mere på fremtiden i Danmark. Har du lyst, må du gerne være med til at bede for os mht. alle de farveller vi skal sige, og alt det nye som venter os i Danmark.