Sct. Hans og Nicolai's fødselsdag

Efter et godt afskeds-samvær og "pot-luck-aftensmad" (som altid er en succes) mødtes vi omkring et flot sct. Hans bål. Der var både fædrelandssange og en god båltale holdt af Henrik.


To gode venner som snart skal sige farvel til hinanden. Marc og Christoffer har kendt hinanden siden 2004 og det sidste år har de gået i klasse sammen.


Nicolai ved morgenbordet, hvor gaverne åbnes og studeres. Vores førstefødte er nu blevet 13 år!


Kammeraterne fra junior/teen-klubben blev inviteret til aftensmad og film. Desværre kunne de engelsktalende ikke være med. At dømme efter grin og snak og udbrud var stemningen rigtig god! Fra venstre er det Rune, Nicolai, Frederik NH, Frederik, Kate, Sara og Emil.

Og så lige et billede af os selv og de unge volontører

Bemærk den blå himmel, - og Jens Erik fik vi også med på banen idag! Godt gået JE!!


Lige et billede af os, så I kan genkende os, når vi kommer til Billund 5.juli.




Sådan ser de altså ud, - vore kære volontører.





Vi havde i eftermiddag inviteret vore kolleger til kaffe. Omkring 30 personer ialt. Indenfor i vores lille stue kunne vi slet ikke være allesammen, men hvem vil sidde indenfor når solen skinner og fuglene synger? Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag, som sluttede af med en omgang rundbold. Det er altid en succes med rundbold - så kan små som store være med. Og det var de også i dag!

Kolleger, venner, "familie" -billeder

Familien Nis-Hanssen: Frederik, Emil, Henrik, Inge, Johanne og Marie
Vore kære, hyggelige og smilende naboer gennem 10 måneder...


Familien Agerbo: Kate, Sara, Hanne, Jens Erik, Rune og Marc.
Vore kolleger på den anden side af compounden, som altid var klar til at byde på en kop kaffe...


Familien Hall: Rachel, Acacia, Mikaela, Lyle, Naomi og Jette.
Vore kolleger først i Sumbawanga, så i Iringa - og hvor bliver det næste sted mon?? Med dem har vi prøvet at udveksle erfaringer i, hvordan man får piger eller drenge... uden held!


De unge volontører og deres forældre...;-) Nej, men de er unge af sind alle fem!
Lisa, Michael, Marie og Erik & Ingrid. Vi har nydt deres energi, input og begejstring! Og vi kan ikke fortælle med ord, hvilken stor betydning det har for os, at unge eller ældre mennesker vil bruge et år eller måneder på at arbejde her blandt os og tanzanianere.


Carsten og Agnes Rahbek.
Erfarne og begejstrede kolleger, som altid smittende kan fortælle (glædelige) historier om deres arbejde og livet i kirken.

Det er disse skønne mennesker, vi om en uge siger farvel til. Livet som missionærer byder bl.a på farvel til venner og familie i det land man er vokset op i. Men i stedet har vi oplevet at få mange nye venner og "familie-medlemmer". For nogle år siden gik det op for vores yngste dreng, at Annika og Silje ikke var hans kusiner, men vore kolleger gennem syv år, Peder og Maria's børn. Når vi har fødselsdage eller andre mærkedage er det disse mennesker vi inviterer. Når vi samles til "tirsdagsmøder" (enten bibelstudie, familiemøde eller cd-prædiken) er det også disse vore kolleger vi mødes med. Når vi er syge eller har andre problemer, er det disse mennesker vi henter hjælp hos. Og for nogle af os, er det også missionærkolleger vi til daglig arbejder sammen med. Vi har både i Sumbawanga og nu i Iringa oplevet den kæmpe glæde og velsignelse det er at have gode kolleger. Og jeg er sikker på at vi i Danmark på en særlig måde vil glæde os over at få besøg af dem.
I morgen er det Sct. Hans aften. Det skal også fejres her på skolen. Samtidig bliver det også en aften, hvor vi kan sige farvel til alle dem som indenfor de næste uger forlader Iringa og Tanzania.

Så er der nyheder igen!

Marie, Andreas, Johanne og Mikaela

Frokostpause ude i solen.

Så håber vi bagagen kommer godt og sikkert frem helt til Danmark.

Så er det snart 14 dage siden I hørte nyt fra os, det skal jeg lige få rådet bod på.
For en uge siden stoppede jeg i børnehaven, for i stedet at bruge dagene på at pakke vort jordiske gods ned i kasser og tønder. I dag kom lastbilen for at hente de 15 kasser og 3 tønder og bringe dem til Dar, hvorfra de engang bliver sat ind i en container på et skib. Om tre eller fire måneder regner vi med at kunne pakke det hele ud igen! Det har af og til været svært at beslutte, om fx dette lego eller spil skal med i kufferterne eller i containeren. Kan jeg virkelig undvære denne skrællekniv i tre måneder? Der bliver sikkert glæde og jubel når vi ser det hele igen - måske som juleaften?

Børnehaven fortsætter som den plejer indtil sommerferien - dog med Rebekka Philips (tidligere elev på skolen) som pædagog! Se billedet af de fire dejlige børn jeg har været sammen med siden jul.

Poul var i sidste uge én af underviserne på et kursus her på skolen for "Soma Biblia" medarbejdere. Det blev en meget intens weekend, hvor kursisterne ikke blev trætte af at lære og lytte - i stedet bad de flere gange om at underviserne skulle fortsætte, selv om tiden var fremskredet! Den sidste officielle opgave for Poul inden vi rejser er i morgen, hvor han skal prædike i den lokale kirke.

Drengene har i den senere tid af og til sagt, at de kedede sig. Det har vi ellers ikke mødt særlig ofte, siden vi flyttede til Iringa. Men der er heller ikke så meget på værelserne tilbage at aktivere sig selv med. Skuffer og hylder står tomme. Så er det godt der stadig er kammerater, fodbolde og skønt vejr man kan nyde.

Flere har spurgt os, hvordan vi har det med at skulle forlade Tanzania og dem vi har lært at kende. Ærlig talt - så glæder vi os rigtig meget til at komme til Danmark! Det er det som fylder mest i vore tanker. Når vi så sidder i bilen og kører fra venner og kolleger her i Iringa, eller når vi letter med flyet i Dar for at forlade Tanzania - ja, så kan det let tænkes at der bliver fældet nogle tårer. Men lige nu glæder vi os bare!!

I næste uge skal vi fejre Nicolai's 13 års fødselsdag. Vores første teenager i huset! Indtil videre mærker vi det ved, at han nu bruger samme skostørrelse som sin far og er vokset sin mor over hovedet! Hvad kan det ikke ende med? ;-) Den kommende uge er også drengenes sidste uge i skolen. De har været meget glade for at gå i skole her - og vi har tydeligt mærket deres glæde og fremgang i de forskellige fag. Lærerne har de lært at kende både i skolen og fritiden og derfor fået et tættere forhold til dem end på en dansk skole. Det bliver noget helt andet at starte på en noget større skole i Danmark. Vi får af og til nogle spørgsmål især fra mindstemand, som ikke før har gået på en skole i Danmark. Så håber vi og beder til, at de bliver rigtig glade for den nye skole og klasse.
Meget nyt starter, når vi bosætter os i Danmark. Blandt andet skal vi til at smøre madpakker - hvilket ingen af os synes er særlig sjovt. Indtil videre nyder vi at kunne hente en bakke med brød og pålæg og sætte os ud til de andre elever og lærere i frokostpausen.

Vi har det koldt for tiden her i Iringa. Om morgenen og aftenen sidder vi med trøjer, strømper og helst lange bukser på. Så det bliver godt når vi om en uges tid kan sidde ved Det indiske Ocean ved White Sands Hotel.

Silje døbes idag

Lydia og Torben med lille Silje (kun en dag gammel).

Et stort tillykke til Silje og hendes forældre med dåben! Vi tænker på jer og ville gerne have været med...


Vi glæder os til at komme til Danmark - se familie og venner igen, og lære de fætre og kusiner at kende, som er kommet til verden siden 2005.

Marco's ulykke i maj

For nogle uger siden, skrev jeg om Marco, som vi besøgte den weekend vi alle fem var i Sumbawanga for at tage afsked. Dagen efter skulle han på en TEE-tur til Mpanda (6-8 timers køretur nord for Sumbawanga). Busserne gik ikke og han havde besluttet at få lift med en privatbil.
I byen fik han lift og bagagen blev sat ind i bilen. Han blev tilbudt at sidde foran i bilen, men ønskede det ikke. De insisterede flere gange, men han takkede nej. På vej ind i bilen hører han en indre stemme sige, som han tolker som Guds stemme: "denne bil vil forulykke". Han går tilbage igen, går ind på et hotel for at trække tiden ud og tænke sig om. Ejeren af bilen kommer og spørger ham, hvorfor han ikke kommer ind i bilen. Til sidst fortæller han de andre, at han ikke vil med, fordi han har hørt denne besked. De bliver ved med at presse ham, og til sidst sætter han sig ind på midtersædet midt i bilen. På et tidspunkt får han det dårligt og ønsker at sidde ved et vindue, så han kan få frisk luft. Han bytter plads med en anden passager, og kommer ud til vinduet. Lige efter forulykker bilen, (fordi chaufføren kører meget hurtigt) - den triller rundt tre gange og lander i en grøft. Marco ligger ved det åbne vindue og kan pga grøften kravle ud af det åbne vindue. Manden som sidder foran ved siden af førersædet kom meget slemt til skade. Og manden som han byttede plads med brækkede benet.
Marco fortæller åbent og ærligt om denne ulykke, og takker Gud for hans beskærmelse og beskyttelse i bilen. Han kom ikke alvorligt til skade, men er heller ikke i stand til at arbejde og tage på ture lige nu. Vær med til at bede for ham og hans familie. Han arbejder hårdt og ihærdigt for at undervise rundt i landsbyerne, samtidig mærker han også, at nogen bevidst kæmper imod ham.