Ugens vigtigste begivendhed var Frederik's 10 års fødselsdag. Kagerne stod klar ude på terassen, og Frederik ventede bare på gæsterne. Selvom det meste af familien bor langt væk, så kan vi kun glæde os over alle de andre bonus-medlemmer man får som missionær(familie). Vi havde ikke mindre end 30 gæster til kaffe og kage. Der blev også spillet rundbold (i regnvejr - se de truende skyer på et andet billede) og leget "fisken fra det røde hav". Ellers legede børnene sammen, store som små, og vi andre fik vendt verdens og hinandens situation(er).
Gaver var der mange af, - og alle er lige spændte! Fra venstre Rachel, Marie, Frederik N-H, Nicolai, Mikaela, fødselaren, Eric og Martin.
Det er stadig regntid her i Tanzania. Efter mange ugers regn, var det godt med en lille uge med høj sol. Men så kom regnen igen, dog ødelagde det ikke dagen for Frederik.
10 år! - livet er bare herligt. Gode brødre og kammerater! Fra venstre Frederik N-Hanssen, Nicolai, Emil, Rune og Frederik.
Poul kom godt hjem efter en uges undervisning i Sumbawanga på bibelskolen. Det blev en god uge, hvor eleverne var engagerede og havde mange spørgsmål. Han blev færdig med pensum og fik gjort eksamensspørgsmålene klar. Der blev god lejlighed til at snakke med dem i frikvartererne, og på sovesalen om aftenen. Hyggeligt og godt samvær! Efter et "vidne/sang-møde" sagde eleverne, at de gerne ville have haft Poul med, jo - de savner ham også. Han var den aften hjemme hos vores tidligere "ekstra-hushjælper" til middag. En kvinde som vi sætter stor pris på. Hun er et dejligt vidne for os, om Guds indgriben og trofasthed. Hun arbejder nu på et børnehjem. Hendes børn har hun formået at få videre i uddannelses-systemet, selvom de økonomiske forhold er meget små. Hendes mand er alkoholiker og ikke til megen hjælp hjemme. Men hun kæmper videre derhjemme og engagerer sig i menighedslivet og på arbejdet.
Eleverne taler ikke meget om hvordan det går på bibelskolen. Men andre udtaler, at det er blevet "tamt" og mindre livligt på skolen. Men det behøver ikke kun være den dårlige lærer-stab's skyld, - nu er der også kun én elevårgang på skolen, fordi kirkens ledelse har besluttet at skoleårene skal starte i august i stedet for januar. Næste gang Poul skal undervise bliver engang efter påske, måske først til maj. Flere udtrykker at det er trist at vi snart forlader Tanzania. Den samme følelse kan vi også genkende! Vi snakker af og til om de dejlige mennesker vi har lært at kende, og de oplevelser vi har haft sammen som familie. Til pinse tager vi alle til Sumbawanga for at sige farvel til kirkens ledelse, bibelskolen, vores hus og hunde, og alle de andre, som vi holder af og måske ikke kommer til at se igen på denne jord. Samtidig tænker vi mere og mere på fremtiden i Danmark. Har du lyst, må du gerne være med til at bede for os mht. alle de farveller vi skal sige, og alt det nye som venter os i Danmark.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar