torsdag den 14. februar 2008

Livet på en dansk compound


Frederik oppe på "Den store Sten" med udsigt over Iringa.


Christoffer i spring ned fra klippen.

Dagene flyver afsted, og jeg fik ikke lige skrevet noget i sidste uge, men nu skal det være! Livet her i Iringa på den danske compound er bare godt. Hvis vi ønsker, kan vi være sammen med nogen hele tiden. Har vi bare lyst til at være os selv, kan vi også vælge det. For det meste er vi igang med forskellige aktiviteter her på grunden, og vi i familien mødes først, når der bliver kaldt ind til aftensmad. Vi nyder dette mini-Danmark, og ser det som en god mellemlanding, inden vi til sommer bosætter os i Danmark.
Men når vi er så meget sammen med danskerne, så kan jeg blive rigtig glad for at komme til en gudstjeneste i den lokale kirke, hvor jeg møder så meget dejligt anderledes, og alligevel er det den samme Fader vi har. Selvfølgelig bliver jeg også irriteret over forskellighederne, men i søndags var det det positive, som sprang i øjnene. Det bliver så godt, når vi engang skal mødes på den nye jord, alle os forskellige mennesker - kristne brødre og søstre, hvor forskelligheder kun er positivt.
Frederik og Christoffer har været igang med at grave en underjordisk hule, sammen med nogle af de andre drenge. De har det sjovt og bliver rigtig beskidte! Måske har de glemt at tænke på, at i disse dage, hvor regnen falder hver dag i flere timer, - ja så er det en temmelig mudret hule de ender med at få. Legen har nu varet i flere dage, - så væk med fornuftige tanker fra de voksne!!
Det regner hver dag. Og nu begynder vores hushjælp at snakke om, at høsten måske kan blive dårlig, fordi der ikke er nok solskinstimer. Regn er godt, men kan også føre til katastrofer. Forleden dag blev en kvinde og hendes lille barn begravet i en lille landsby lidt herfra. Hun ville krydse noget vand (ved ikke om det var en bæk, eller noget som var større). Ihvertfald blev hun revet med at vandstrømmene, og begge omkom på tragisk vis. Det var ikke mennesker som først så dem, men nogle sultne hunde.
I denne uge har vi på skolen besøg af danske elever fra Mbeya og Dar es Salaam. Det giver ekstra liv på skolen og i børnehaven, hvilket vi nyder. I morgen holder vi lidt forsinket fastelavnsfest, med udklædning, tøndeslagning og selvfølgelig fastelavnsboller. Man går meget op i udklædningen her, og forberedelserne har været i gang i flere dage hos os. Så glæd jer til billederne!

Ingen kommentarer: