søndag den 17. februar 2008

Afslutningen på en dejlig uge


Aldrig har et snobrød smagt så godt!! Inge og Marie siddende, Lyle med ryggen til og Eva Maria stående.


Kan I ikke se dem??


Niels Hausgaard er bare go'!


Det er blevet søndag igen og dermed tid til at skrive lidt.


Fredag oprandt dagen som mange af os havde set frem til. Kostume-hemmelighederne skulle afsløres til den årlige fastelavnsfest. Resultaterne var flotte, fantasifulde og farverige. At de voksne også klæder sig ud, synes børnene (og vi voksne) bare gør det hele morsommere og festligere.


Lørdag var der arrangeret en tur ud i naturen. Vi var mange som fyldte vandflasken og kørte ud til "bjerget med korset". For de seje gik turen op af bjerget til toppen, hvor der er rejst et stort hvidt kors. En lidt krævende tur, men det var det hele værd, sagde Poul og Nicolai, som valgte denne udfordring. Frederik, Christoffer og jeg blev nede ved nogle klippehuler. Tiden gik godt med at udforske hulerne og lege med de andre børn, som også var blevet tilbage. Der blev også snakket og bagt snobrød, mens vi sad i solen og svedte! Vi behøvede ikke bekymre os om at blive afkølet -på vejen tilbage til bilerne begyndte det at styrte ned og vi blev helt gennemblødte!


Om aftenen var der inviteret til fællesspisning på skolen. Det er altid skønt med sådan et arrangement - mange dejlige og lækre retter at vælge imellem. Mens børnene legede spark til dåse i skumringen, sad vi andre ude på terassen og nød en kop kaffe og Ole's lækre kage (og bekymrede os om slangerne, som børnene måske rendte rundt sammen med). Senere på aftenen var der sange og andre festlige indslag - bl.a havde vi besøg af Niels Hausgaard alias Henrik.


Jo, vi har det godt her i Tanzania og glæder os over fællesskabet med vore kolleger!

Ingen kommentarer: