
Fredag eftermiddag spillede vi igen fodbold mod den internationale skole. De yngste kæmpede godt. Resultatet blev 1-1, og fordi det var på hjemmebane, måtte pokalen overdrages til de andre. De lidt ældre børn gjorde det også rigtigt godt. Her blev resultatet også uafgjort (6-6). Men et flot spil af vore elever! Så blev det de voksnes tur. Det sjoveste ved denne kamp var den mudrede bane, som nogle af os kom ned at ligge i. Vi vandt 6-3.

Børnehaven var i onsdags ude i køkkenhaven for at tilberede jorden og så nogle frø. Først skulle jeg lige forklare dem, hvad slags frø jeg tænkte på. Når de hører ordet "frø", -så er det sådan én, som siger kvæk, kvæk, som de indtil flere gange har fanget, kælet, vasket, men endnu ikke kysset!! I forlængelse af denne misforståelse kom én af børnene til at foreslå, at vi kunne putte æg i jorden, så kunne der måske komme en høne op? Jo, vi har det sjovt og kan grine sammen. Jeg kan se fra soveværelsesvinduet, at nogle af dem allerede har været i bedene, for at se om nogle spirer er kommet op - små spor af børnefødder i afslører det!

Lørdag stod i festens tegn. Vi var inviteret til kobberbryllup og fødselsdag hos Marta og Michael, som arbejder for Danida. Deres ældste søn Eric (som går her på DDS i 4.klasse) havde få dage forinden haft fødselsdag. Vi havde en god eftermiddag hjemme hos dem. Se flere billeder andet sted.

Lørdag var også dagen hvor Poul fyldte 38 år. Det blev fejret stille og roligt med jordbærlagkage, kaffe, hyggelige naboer og "gæt og grimasser".
Poul kørte i morges til Sumbawanga. Det har regnet en del den sidste måned, og jordvejen var derfor ikke så god. Efter 12 timer var han fremme! I den kommende uge har han igen alle undervisningstimer. Så der bliver ingen problemer med at komme igennem pensum i dette semester. Vi regner med at se ham igen her på lørdag.
Den sidste fødselsdag i denne uge var hos vore naboer. Her var det Marie, der blev fire år! Med solskin, en skøn have, kaffe, kage, lege, lego og hyggeligt selskab går timerne hurtigt.
Nu starter en ny uge snart. Det er ikke kun os voksne, som af og til kan føle, at det går for hurtigt. I dag sagde Christoffer, at dagene godt nok går hurtigt! Han keder sig vist heller aldrig!
I ønskes en god uge, og tak fordi I husker os på forskellige måder. Tak for sms'er, mails, brev og opringninger i anledning af Pouls fødselsdag.