søndag den 4. november 2007

Den første regn


Andreas, Johanne og Mikaela nyder regnen!


Er vi ikke dejlige og våde!

Den sidste dag i oktober fik vi en god regnbyge - den første siden tørtidens start, som rigtigt gav vand. Børnehavebørnene blev lige så glade som jeg, og vi kunne hurtigt blive enige om, at det bare skulle nydes. Så mens de andre stakkels børn (elever) sad inde i klasseværelserne morede vi os i eller ved siden af regnen.

Siden sidst har vi snakket og tænkt en del over, hvor i Danmark vi vil bosætte os. Foreløbig er vi i tankerne havnet i Herning-området. På Midtjyllands Kristne Friskole har vi fået svar om, at missionærbørn er der altid plads til. Så er den bekymring ryddet af vejen.
Vi er også begyndt at snakke om, hvad vi vil nå at opleve inden vi til sommer rejser fra dette land, som har været vores i nu syv år. En tur til Sumbawanga skal vi alle, - for at sige farvel til dem vi lærte at kende, vore hunde og huset. Så skal vi også på en safari-tur igen inden afgang, og en sidste gang til vores elskede feriested Peponi ved Det indiske Ocean.

På onsdag tager Poul igen turen til Sumbawanga - denne gang bliver det kun godt en uges tid. 3.semester slutter og anden årgangseleverne bliver færdige. Så der skal rettes eksaminer, festes med eleverne og derefter tager han til en landsby, hvor nogle af eleverne kommer fra, for at undervise de lokale i to dage og vise Jesus-filmen.

Fra skolelederen på bibelskolen har Poul hørt, at der fra januar til juli kun vil blive en klasse at undervise (dem som nu er på første årgang). Hvad det kommer til at betyde for Poul og undervisningstimer ved vi ikke endnu, men venter spændt på ledelsens udmelding.

Ellers kan vi bare melde alt vel her - alle er godt beskæftiget med skole, leg eller arbejde. (Bortset fra Christoffers tænder, som bliver ved med at drille). En tur til Dar igen inden jul undgår vi nok ikke...

Ingen kommentarer: