Vi lagde ud med en sejltur fra Århus mod Tunø - en flot invitation fra Solgården. Det blev en god sejltur på 3 timer, det blæste lidt men regnede heldigvis ikke på turen. Poul står her og fortæller, de andre på billedet er kollegaer og kollega's kone.
Der blev serveret rundstykker og kaffe ombord. På Tunø trak vi en seddel med et nummer, - personen med tilsvarende nummer skulle vi gå sammen med rundt på Tunø og fortælle i 20 minutter om vores livshistorie. Rigtig god ide, når man får nyt arbejde/kolleger! Vi fik serveret grillmad i ly for regnen ved lystbådehavnen. Derefter gik turen tilbage til Århus, og videre mod Silkeborg, hvor vi fik serveret pizza.
Ægtefæller var også inviteret med, og det benyttede jeg mig af! Her er jeg sammen med Miriam Burgdorf, som snart rejser til Peru sammen med familien, og til højre er det Tanja, som er lærer på Solgården.
De seje klatrede helt ud for at hjælpe med sejlene.
Hverdagene er begyndt. Drengene er kommet godt igang på Skjern kristne Friskole. Nicolai fortæller begejstret om sin klasselærer, og det lyder også som om det er en rigtig god klasse han er kommet i. Frederik synes også det går ok, dog nævner han af og til at der er larm i klassen - han er vist også havnet midt i mellem to brødre, som snakker temmelig meget... Christoffer fik før skolestart besøg af klasselæreren - utrolig flot af hende at komme på besøg! Han er hurtigt blevet fortrolig med buskørsel alene. Vi mærker at lærerne er meget opmærksomme på de nye elever, og nok især missionærbørn, som de har fået en del af indenfor de sidste par år - i dette skoleår hele to familier!
I løbet af sommerferien fik de lært nogle af deres klassekammerater lidt at kende, og det har også hjulpet dem med at komme godt igang. Her i Tarm bor en del drenge, som de også møder på skolen, i børne/junior/teen-klub. Så er de også i gang med fodbold alle tre, og på torsdag starter Frederik og Christoffer med trommeundervisning. Nicolai er sprunget fra guitarundervisningen, - tildels efter eget ønske, men vi forældre havde ikke noget imod at spare de knap 3000kr - og i stedet købe noget materiale, så han selv kan øve sig her hjemme.
Mine dage er foreløbig gået med at få forsikringer, registreringsattest, indmeldelser, tidsbestillinger - ja kontorarbejde og selvfølgelig alt det med børnene og huslige pligter! Poul har ikke været meget hjemme den sidste uges tid. Jeg har lige sendt ansøgningen om børnepasningsorlov til min a-kasse, og hvis alt går godt, starter min orlov 1.sep og varer i 13 uger. Det ser jeg frem til, og tænker samtidig på, hvad jeg skal give mig til i dagtimerne, så jeg også får lidt voksenkontakt/snak!
1 kommentar:
Kære Anne Karin. Jeg håber, du har det godt. Jeg savner dig så meget. Det er dejlig at se billeder fra jer. Jeg er helt alene i børnehaven nu, men det er ok, for jeg er også med i nogle timer på skolen. Og jeg leger også med en, der hedder Neema - og med nogle tanzanianske børn i børnehaven ovre i kirken. Der er en, der hedder Oskar og en, der hedder Josephine og en, der hedder Jossi. Vi leger Gonga, gonga, chukua (banke bøf)og Mbwa mbwa, nani amechukua chakula chako (tror jeg nok). Hvornår kommer du? ;-) Kærlig hilsen Marie
Send en kommentar