
Det er disse børn jeg (Anne Karin) tilbringer mange timer med hver dag - er de ikke bare dejlige. Fra venstre Mikaela, Andreas og Johanne.

Og her Lasse og Marie.

Nogle gange får vi også besøg af de større børn, som synes det er så snyd, at man bare kan lege hele tiden, når man går i børnehaven. Fra venstre Martin, Christoffer, Andreas og Marius.
Børnehaven har været i gang i godt to uger, og jeg nyder at kunne bruge min tid sammen med disse herlige børn. Der er nu fem børn mellem tre og fem år, og om en uges tid får vi også lille Naomi på ni mdr, som dog har sin egen "baby-passer" med.
Ellers kan jeg fortælle at Poul nu er i Sumbawanga på bibelskolen. Han skal undervise i to uger, og den sidste weekend af den periode, er han inviteret til en landsby for at undervise og prædike. Han glædede sig meget til at se eleverne igen og til at skulle undervise dem. Desværre er forholdet til skolelederen ikke optimalt, og den nyudnævnte viceskoleleder har heller ikke givet os et godt indtryk, - så han var noget spændt på, hvordan det skal gå. Mange elever kom og bød ham velkommen tilbage til bibelskolen, da han kom til vort gamle hus, hvilket er med til at holde gejsten oppe.
I den første uge efter åbningen af bibelskolen var der kun en lærer til stede. Nu er de så efter Pouls ankomst i går oppe på to undervisere. Eleverne er heller ikke mødt så talstærkt op endnu - men vi er jo også kun i gang med den anden undervisningsuge!!
Vore drenge savner ikke Sumbawanga. De nyder meget alle de legekammerater der er at vælge mellem her i Iringa. Efter skoletid har Christoffer og Frederik meldt sig til "trommer" (skolen har lige anskaffet et helt nyt trommesæt), Nicolai lærer at spille guitar, og alle tre har meldt sig til "savsmuld og olie" og fodbold. Vi er så taknemlige for lærernes og volontørernes vilje til at undervise vore og andres børn, og den glæde vi ser, når de lærer fra sig, - også efter normal skoletid!