Bedstefar på besøg

For nogle uger siden kom bedstefar på besøg hjemme hos os. Sidst han sad i stuen var i 2003. Nej det ikke ikke ham den gamle fra Danmark, vi taler om, selvom han også er her i Tanzania i disse dage.

"Bedstefar" eller mere korrekt "Babu"; sådan blev han kaldt, i de to år han gik her på bibelskolen, fordi han var en af de ældste blandt eleverne og havde børnebørn hjemme i landsbyen. Nu er han evangelist og sekretær for et sogn.

Han havde været i Sumbawanga for at deltage i det kursus som BDM (Brødremenighedens Danske Mission) havde arrangeret for søndagskolelærere.

Han var glad og frisk, og meget opmuntret af den inspiration han havde fået igennem kurset. Nu skulle han hjem og indkalde to søndagskoleledere fra hver menighed i hans sogn, for at give dem noget af det, han selv havde fået!

Han kom for bare at hilse på os, inden han dagen efter skulle rejse hjem. Han havde hørt lidt om problemerne her på bibelskolen og ville opmuntre os og takke Poul for den undervisning han havde fået gennem ham.

Og vi blev meget opmuntret af hans besøg! Han er en evangelist som lever tæt på Gud og som vil nå flere mennesker med Ordet, som kan skabe tro og evigt liv.

På et tidspunkt siger han, at det i deres kultur er tilladt, at den ældste søn engang imellem rådgiver faderen. Nu vil han så, som den ældste søn sige noget til Poul:

"Du har i timerne undervist mig om, hvordan Jesus måtte udholde meget, - hån, spot, foragtelse og andre lidelser. Og du sagde til os, at vi som evangelister ikke må bukke under for disse ting, men vide, at Jesus har været igennem det samme, ja mere end det vi som mennesker vil komme ud for. Og at Han er med os. Nu må du ikke opgive og miste modet her på bibelskolen, selvom der er folk omkring dig, som arbejder imod det du vil. Jesus er stadig med dig, og han vil stadig bruge dig her".

Vi lyttede og takkede ham for ordene, og takkede Gud for brødre og søstre som Bedstefar, som brænder for at flere mennesker må få mulighed for at høre og tage imod ordene fra vores Fader i himlen. Vær med til at bede for mennesker som ham, at de må holde ud og stå fast.

Kulde, restaurantbesøg, flytning, lærersituation, AIDS

På restaurant med vore ansatte + ægtefæller




Vores nattevagt Chiwanga og kone og deres første barnebarn.




Vores tilkalde-hushjælper "mama Rose", som er enke.


Det er blevet koldt her i Sumbawanga. Vi går helst i lange bukser, strømper og trøje. Midt på dagen kan man overveje at tage den langærmede bluse af.

Og i går regnede det!! Til stor overraskelse for mange. Tørtiden er startet for længst... Vi glæder os bare over det, for så slipper vi for at vande jordbærplanterne et par dage.

I søndags havde vi inviteret vore ansatte og deres ægtefæller på restaurant. Det var vist første gang de prøvede at spise et så fint sted. Det blev en hyggelig aften med god mad, sodavand og taler!

Ellers kan vi fortælle at der kun er 12 dage til vi flytter til Iringa. Vi glæder os, især til at kunne bo sammen alle fem. Vi ser frem til at børnene får nogle flere legekammerater. Her er de helt gået i stå med at lege med naboernes børn. Og swahili'en har de næsten også glemt. Egentlig lidt trist, synes vi forældre. Godt de stadig har Schmidts piger at lege med.

Her på bibelskolen får vi dagligt besøg af eleverne, hvilket vi nyder. De er hurtige til at forstå, når vi begynder at antyde, at vi har andet vi lige skal have ordnet. Vi kommer nok til at savne den daglige kontakt til tanzanianerne, når vi kommer til Iringa og skal bo på en dansk compound. På den anden side vil vi nok fint kunne affinde os med at være lidt mere danske og ikke skille os så meget ud.

Lærer-situationen her på bibelskolen er stadig ikke så god. Vi håber at kirkens ledelse vil skære igennem og finde en god løsning, så der igen bliver et godt samarbejde mellem lærerne, og så eleverne kan få et optimalt ophold her på bibelskolen.
Det er ikke optimalt for skolen, at Poul skal pendle mellem Iringa og Sumbawanga, og derfor ikke være i Sumbawanga særlig lang tid ad gangen. Og mange har også udtrykt stor betænkelighed ved skolens fremtid, når der ikke længere er en hvid mand på skolens grund. De stoler ikke på hinanden, og de vil helst ikke overdrage penge eller andre af skolens værdier/ting til en tanzanianer. Endnu ved vi ikke hvem kirken vælger som viceskoleleder i stedet for Poul.

En anden meget trist nyhed. Vores ene nabokone rejste for et par uger siden til sin landsby. Hun har stort set været syg siden januar. Hun rejste med deres lille barn på 8-9 mdr - og hendes tilstad var meget dårlig. Hun kunne knap nok gå - så svag var hun. Nu er hendes mand tilkaldt (Pouls kollega), hendes tilstand er meget kritisk. Han skulle komme med attester fra kirken, hvilket betyder at papirerne skal være klar, hvis hun skal begraves. Vi tror hun er blevet smittet af AIDS. Hendes mand havde tidligere en anden kone, som døde af AIDS (hendes mand var lastbilchauffør). Måske var hun smittet inden hun blev gift med ham for et år siden.

Det er stadig meget unormalt at blive testet for AIDS, selvom man ved at ens mand/kone lever umoralsk. Når jeg spørger dem hvorfor de ikke vil lade sig teste, så svarer de, at de er bange for at få svaret. Hvis testen er positiv (altså at de er smittet), så kan de lige så godt dø med det samme, svarer de. AIDS er et stort problem - også langt ind i den kirke vi arbejder for.

Jeg har de sidste mange dage hjulpet to elever med at rense nogle større sår. De synes nok at jeg er lidt sart, når jeg tager handsker på hver gang, men jeg tør ikke andet...