
For nogle uger siden kom bedstefar på besøg hjemme hos os. Sidst han sad i stuen var i 2003. Nej det ikke ikke ham den gamle fra Danmark, vi taler om, selvom han også er her i Tanzania i disse dage.
"Bedstefar" eller mere korrekt "Babu"; sådan blev han kaldt, i de to år han gik her på bibelskolen, fordi han var en af de ældste blandt eleverne og havde børnebørn hjemme i landsbyen. Nu er han evangelist og sekretær for et sogn.
Han havde været i Sumbawanga for at deltage i det kursus som BDM (Brødremenighedens Danske Mission) havde arrangeret for søndagskolelærere.
Han var glad og frisk, og meget opmuntret af den inspiration han havde fået igennem kurset. Nu skulle han hjem og indkalde to søndagskoleledere fra hver menighed i hans sogn, for at give dem noget af det, han selv havde fået!
Han kom for bare at hilse på os, inden han dagen efter skulle rejse hjem. Han havde hørt lidt om problemerne her på bibelskolen og ville opmuntre os og takke Poul for den undervisning han havde fået gennem ham.
Og vi blev meget opmuntret af hans besøg! Han er en evangelist som lever tæt på Gud og som vil nå flere mennesker med Ordet, som kan skabe tro og evigt liv.
På et tidspunkt siger han, at det i deres kultur er tilladt, at den ældste søn engang imellem rådgiver faderen. Nu vil han så, som den ældste søn sige noget til Poul:
"Du har i timerne undervist mig om, hvordan Jesus måtte udholde meget, - hån, spot, foragtelse og andre lidelser. Og du sagde til os, at vi som evangelister ikke må bukke under for disse ting, men vide, at Jesus har været igennem det samme, ja mere end det vi som mennesker vil komme ud for. Og at Han er med os. Nu må du ikke opgive og miste modet her på bibelskolen, selvom der er folk omkring dig, som arbejder imod det du vil. Jesus er stadig med dig, og han vil stadig bruge dig her".
Vi lyttede og takkede ham for ordene, og takkede Gud for brødre og søstre som Bedstefar, som brænder for at flere mennesker må få mulighed for at høre og tage imod ordene fra vores Fader i himlen. Vær med til at bede for mennesker som ham, at de må holde ud og stå fast.